Asylselskabet

Vores netværk

Et netværk af børneinstitutioner fordelt over hele Københavnsområdet

Ni institutioner – forskellig beliggenhed, forskelligt præg, men med samme muligheder og samme mål

Jagtvejens Asyl er en del af Netværket Asylselskabet www.asylselskabet.dk

Netværket Asylselskabet spænder i dag geografisk over hele Københavns Kommune og består af 9 individuelle, selvejende institutioner: vuggestuer, almindelige børnehaver og 2 udflytterbørnehaver.  Nogle af institutionerne er integrerede (vuggestue + børnehave), andre ikke, og udflytterbørnehaverne har hjemsted uden for byen, men med “opsamlere” i Indre By. Fælles for alle institutioner er, at storbybørnenes kontakt med naturen er vægtet højt, selv om hver af institutionerne i øvrigt har en selvstændig profil som de værner om. For alle Netværket Asylselskabets institutioner gælder det, at de ud over deres indbyrdes samarbejde tilstræber og konstant arbejder på at opretholde et højt niveau i ledelsens og medarbejdernes pædagogiske faglighed samt i børnenes oplevelse af deres dagligdag. 

Hver institution er i princippet en selvstændig, organisatorisk enhed med egen driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Men lederne udgør et solidarisk netværk, der støtter hinanden, når det er nødvendigt af administrative/organisatoriske årsager, men også med henblik på at opretholde den pædagogiske kvalitet, som Asylselskabet hele tiden tilstræber at have i alle institutioner. Ud over ledersamarbejdet foregår der en løbende intern sparring på flere niveauer i institutionernes personalegrupper.

Alle institutioner har ordet ’Asyl’ i deres officielle navn. Asyl betyder ”fristed”. Et sikkert sted at søge hen, når man har brug for det. Og netop det var drivkraften bag de samfundsbevidste borgere i København, som lod sig inspirere af Asylbevægelsen i de store engelske industribyer i første halvdel af 1800-tallet. Efter den store tilstrømning af arbejdskraft fra landet levede mange børn med to forældre, der begge arbejdede, eller med enlige forældre – ganske som i dag, men dengang med langt færre penge til rådighed. Nogle børn var forældreløse, og mange var vant til at tilbringe dagene uden voksent opsyn og omsorg. Det var den sociale baggrund for Asylbevægelsen i København – en kreds af borgere ville forhindre, at en hel generation af fattige børn blev tabt på gulvet.  

For mere om Asylselskabets historie tilbage til 1835, se Hisorien bag Asylselskabet                            

Den kapital, der ligger i Asylselskabet, udgør grundlaget for, at institutionerne har nogle muligheder ud over dem, alle offentlige institutioner har. Samtidig ligger der en åndelig kapital i den ekspertise, der er oparbejdet i ledergruppen og medarbejderstaben, og den vidensdeling, der finder sted mellem institutionerne, og mellem dem og bestyrelsen. Det giver et væsentligt spillerum for pædagogiske eksperimenter og usædvanlige tiltag, samt udstrakte muligheder for efteruddannelse af ledere og personale.

Det er vigtigt for Asylselskabet, at ikke blot lederne, men også pædagogerne får rum og tid til videreudvikling af deres teoretiske og praktiske viden, og at institutionerne også fungerer som et lærested for næste generation af pædagoger. Hvilket også i høj grad er til gavn for børnene i Asylselskabets institutioner.    

———————