Vuggestue på Nørrebro | Kbh. N.
Vi er en lille vuggestue med store lokaler normeret til 25 børn i alderen 0-3 år. Ud over de ekstra mange kvadratmeter har vi tilmed den skønneste sansehave.
Vi understøtter hele tiden børnenes tilknytning til personalet og de andre børn, og følger dem i deres interesser, spontanitet og kreative påfund. Vores hovedfokus ligger på LEG og LEGEUDVIKLING.
Vi har siden 2015 arbejdet med metoden Aktionslæring. Aktionslæring er en metode der understøtter pædagogikken i huset og som bidrager til udvikling af børnenes hverdagsliv samt medarbejdernes faglighed. Læs mere herom under “Vi lægger vægt på…”
I det perfektionssamfund vi lever i er legen efterhånden mange steder blevet noget børnene gør i pauserne mellem de planlagte aktiviteter – så som ture til ZOO, museer, svømmehal, mv.
Mange forældre giver udtryk for, at de føler de skal gøre noget aktivt med deres barn, for at være god nok som forældre. Derved bliver legen ofte nedtonet.
Forskningen har vist at legen ofte har for lidt plads i børns liv.
Derfor har legen i 2018 fået en fremtrædende plads i Lov om læreplaner.
Det er igennem legen børnene udvikler relationer til andre børn, bruger deres fantasi gennem eksperimentering, udtrykker alle de indtryk de har fået i løbet af en dag, ved konkret at gengive/gennemleve de oplevelser og følelser de har haft i forskellige sammenhænge i institution og hjemme. Når de i legen afprøver forskellige oplevede situationer, er det dem der styrer handlingerne og bestemmer forløbet i legen, til forskel fra i hverdageslivet hvor voksne bestemmer mest. Legen er meningsgivende, og ved at lege udvikler barnet sin selv- og identitetsdannelse.
Vores pædagogiske medarbejdere arbejder vidensbaseret, er passionerede, engagerede og dygtige til at observere børnenes tilknytningsmønstre, intentioner og legeudvikling. Efterfølgende bruges disse observationer til at sikre at alle børn er inkluderet i fællesskabet og mestrer deres hverdag gennem aktiviteter, rutiner, legepraksis og tæt omsorg.