Køkken

Vores køkken er 99% økologisk

I Jagtvejens Asyl har vi en holdning til mad. Det kommer til udtryk ved, at vi prioriterer udviklingen af køkkenet højt, ang. smagssammensætning, varieret kost, viden om ernæring og en sukkerpolitik, som ikke kun handler om slik, sukker og kage, men også medtager tørret frugt og f.eks. figenpålæg. Det er ikke ualmindeligt, at vores forældre kommer med glædesudbrud, når de hører, hvad børnene har fået at spise.

Køkkendamen

Hanane er vores køkkendame, som hver dag sætter en ære i at fremtrylle den rette sammensatte ernæring af en økologisk sukkerfri kost til børnene. Hanane er opvokset i Marokko. I dagligdagen bringer hun Marokkanske elementer ind i køkkenet. Hanane er interesseret i forskellige kulturer og madtraditioner. På den måde bliver måltidet ikke kun et spørgsmål om at blive mæt.

Når Hanane laver suppe, kunne det f.eks. være den marokkanske med kikærter og linser. Den er børnene vilde med på trods af, at den indeholder mange krydderier. Suppen er et strålende eksempel på en ret, hvor sammensætningen af ernæringen er ideel, fordi den indeholder mange proteiner fra bælgfrugter. Hanane laver mad fra hjertet, så den er tilpasset små børns ganer – ikke for stærk, men alligevel med en del krydderurter, og det er tydeligt at vores børn er vant til sådanne krydderisammensætning.

Hjemmebagt brød

Vi bager selv vores brød. Det er meget sundere uden tilsætningsstoffer og af bedre kvalitet end det vi kan købe, -og så er det tilmed billigere. Dog får vi leveret lækkert økologisk rugbrød.

Ingen sukker

Vi har den enkle politik, at vi ikke giver børnene noget med sukker i, herunder også tørret frugt som f.eks. rosiner og figenpålæg m.m. Ved fødselsdag er vores forældre gode til at finde sukkerfrie alternativer til fejringen af deres barn. Til vores forårsfest bager Hanane selv “fastelavnsboller” med fyld af æblemos.